Tilbage til journal
Mode - Livsstil

Designer Katrine Kjær har kastet sin kærlighed på at upcycle gammelt denim

credit-image

Tekst og foto Emma Henneberg

Denim er hendes yndlingsmateriale, og så skal det helst have et råt og næsten ufærdigt udtryk. For Katrine Kjær medfører dét at skabe mode et kæmpe ansvar – find ud af her, hvordan hun som ny designer lever op til det.

Hvad kendetegner dine designs?

“Jeg har altid været en ret stor minimalist og kan godt lide at forsimple mine designs. Men så arbejder jeg jo meget med genbrug, og hvordan arbejder man med noget, der er super spraglet og farvet og går i alle mulige retninger - og samtidig gør det minimalistisk? Jeg tror, at det der er meget kendetegnet ved mine designs er, at jeg forsøger at gøre det kaotiske mere simpelt. Så jeg arbejder meget omkring enkle silhuetter, som appellerer til mange, og som omfavner forskellige kropstyper.

Så er jeg helt sikkert også rå i det udtryk, jeg skaber. Forstået på den måde, at jeg er en hurtig person og arbejder meget med min intuition. Jeg har ikke tid til at lave prøver på mine ting. Det afspejler sig i de rå kanter, som alle mine denim designs har. Det hurtige og sløsede møder minimalismen og det ordnede.”

“Jeg har en stor passion for at rydde op og sortere. Derfor er det perfekt for mig netop at arbejde med genbrugsmaterialer. At upcycle genbrug er min måde at organisere alt det, der virker kaotisk, alt der er sat til side og ikke kan bruges, men som man i virkeligheden kan finde en ny mening i ved at ordne og sætte sammen på ny.”

Hvordan startede din karriere som designer?

“Jeg blev færdig med min bachelor for et år siden på Designskolen i Kolding, hvor jeg studerede mode og tekstil. Så der tog min interesse form, men passionen for at skabe mode med mine egne hænder har altid været der. Samtidig tænker jeg meget over, hvordan jeg kan retfærdiggøre ønsket om at arbejde med mode i en verden, hvor der allerede bliver produceret alt for meget tøj. Det at bringe noget nyt til verden, synes jeg, indebærer et kæmpe ansvar - hvorfor er lige dét, jeg laver, så vigtigt, at det skal produceres og ud i verden? Mit svar på det er at arbejde med tøj, der allerede er sendt ud i verden, og designe det på en ny måde.”

”Jeg vil meget gerne inspirere til at arbejde med sine hænder”



Hvordan er bæredygtighed en del af Katrine Kjær?

“Bæredygtighed er en del af det i og med, at jeg bruger tøj, der er produceret allerede, og som ingen kan se en værdi i længere. Mit materiale er blevet afleveret i en genbrugsbutik eller ligger allerbagerst i et klædeskab, og så giver jeg det et nyt liv. Alle mine designs er lavet i hånden her i mit værksted. Jeg vil meget gerne bidrage og inspirere til at arbejde med sine hænder, fordi det virkelig er vigtigt i forhold til at have en mere bæredygtig fremtid.”

Hvad er inspirationen bag dine designs?

“For mig handler det meget om intuition. Jeg ser noget for mig, og så kan det godt gå i alle mulige retninger, når man så først går i gang. Det tror jeg, at man skal være åben for. Noget, der virkelig kan avle kreativitet, og som jeg vil opfordre alle til at gøre, er at rydde op og organisere. For eksempel dét at farvesortere sine ting kan virkelig gøre noget for ens hjerne. Man ser nye muligheder i sine ting. I forhold til tøj og beklædning, så tror jeg også, at det er vigtigt at kigge på, hvad man føler sig godt tilpas i. Jeg holder også meget øje med, hvad jeg ser ude i gadebilledet, fotos og hvad der sker rundt omkring.”

“Nogle gange kan jeg godt tænke, hvor kommer mine idéer og ambitioner egentlig fra, men jeg kan jo også godt se, at der har været en drøm, jeg var lille af. En drøm, som jeg måske ikke lige har givet lov til at boble og være tilstede i. Mit bachelorprojekt gik ud på at upcycle min mors gamle garderobe, og det har helt klart været med til at konkretisere, hvad jeg havde lyst til at arbejde med, og hvad min virksomhed skulle handle om.”

”Selvom et par jeans er blevet brugt i 10 år, så kan du stadig lave dem om og bruge det nye design i endnu 10 år”



Hvordan er det at arbejde med denim som materiale?

“Jeg synes jo, at denim er et mega fedt materiale, fordi det er så slidstærkt, og der er jo virkelig en grund til, at denim har overlevet gennem så mange år. Det har bare været trendy uden nogensinde at have haft en pause. Denim afspejler også noget råt og noget minimalistisk på samme tid - man kan virkelig style denim på mange måder, man kan være total ‘low key’, men man kan også være tjekket og fancy. Det synes jeg er mega cool. Selvom noget denim er blevet brugt i 10 år, så kan du stadig lave det om og bruge det nye design i endnu 10 år.”

“Denim er et ret kraftigt materiale, så det kan være pænt hårdt at arbejde i, men det er også det, der er fedt ved det. Man kan ikke helt tvinge denim til alle ting, og det kan jeg ret godt lide - når et materiale har noget personlighed. Denim er faktisk blevet mit yndlingsmateriale, fordi det netop er så alsidigt. Denim passer til alle. Man kan få det i mange forskellige former, for eksempel forskellige grader af denim-vask.”

Hvad er dit favorit-piece?

“Jeg tog nogle gamle jeans, som ikke længere passede, og syede dem om til en nederdel og gjorde den justerbar, sådan at alle kunne passe den. Så den nederdel er mit favorit-piece og der, hvor det hele startede. Nu har jeg så videreudviklet designet til bukser også. Nederdelen er 100 % en af mine favoritting, fordi den kan justeres."

Hvordan justeres?

“Jeg har opfundet mit eget lukkesystem med metal-sejlringe i, så man kan ændre størrelsen eller hvor langt oppe eller nede, man vil have nederdelen til at sidde. Det er vitterligt bare gamle bukser, som jeg sprætter op, så det bliver til fire stykker stof. Nogle gange kan det godt føles lidt underligt at sprætte et par gode jeans op, men det er jo alt sammen noget, der er blevet tilsidesat. Men så har jeg jo de her fire stykker stof, som bliver til et par nye bukser igen. Halvandet til to par jeans bliver til et par nye. Det tager 1,5 dag at lave et par bukser. Jeg bruger også lukkemetoden, som jeg opdagede fra jeans til at skabe nye designs i andre materialer.”

Vis dette opslag på Instagram

Et opslag delt af Magasin du Nord (@magasindunord)



Tips til upcycling af denim

1. Tænk over materialets historie

“Jeg vil anbefale ved alt upcycling, at man tænker over materialet og dets kvaliteter. Hvad har det været brugt til, og hvad er dets formål. Det er godt at have med, når man gerne vil finde nye brugsmuligheder.”

2. Eksperimentér

“Det er en god ide at lave en række eksperimenter på sin egen krop, en andens eller på en gine, hvor man drapere stoffet for at se, hvordan det falder og for at se, om man kan finde frem til nogle former, som man synes er spændende og flotte. Man kan ofte redde ting, hvis man ikke er bange for seje sammensyninger og broderier for at udligne en “fejl”, men alligevel er det altid smart at have hovedet med og se, om man kan kreere uden at klippe for meget væk.”

3. Brug dine rester

“Man kan også bruge sine overskydende rester til andre ting. Jeg har et evigt projekt med at sy rester sammen med andre rester. På den måde laver jeg mit eget nye hele tekstil. Hvis du har større stykker af denimrester liggende, vil jeg igen prøve at formgive ved at drapere det på kroppen og sætte det sammen med andre store stykker for igen at mindske for meget afklipning.”

4. Kast dig ud i det!

"For mig er det et ekstremt vigtigt budskab, at vi alle lærer at bruge vores hænder. Det er essentielt at vide, hvordan vores omgivelser er bygget op, og hvordan man kan arbejde med det, man har i forvejen."

LÆS OGSÅ
Loading... >